eurodan satser på tætte og lave boliger

Sønderjysk byggekoncern vil være dobbelt så stor om 10 år. Væksten skal alene ske på hjemmemarkedet.

Landets største producent af fritliggende parcelhuse, eurodan-koncernen i Rødekro, har ambitioner om at vokse til det dobbelte i løbet af 10 år, og med til at realisere væksten skal være at bygge stadig flere tætte og/eller lave boliger. Adm. direktør og ejer af den sønderjyske byggevirksomhed, Niels Christian Dahl, oplyser, at eurodan i sin løbende 10 års vækstplan opererer med, at de tætte og lave boliger skal op på at udgøre halvdelen af den samlede omsætning. Dermed vil koncernen blive mindre sårbar over for eventuelle udsving i parcelhusbyggeriet. - Vi vil gå ind i den del af det tæt/lave byggeri, der minder om parcelhuse, så vi kan overføre vores knowhow fra at bygge ca. 400 parcelhuse årligt. Vi vil således gå op til to etager og gennemføre projekterne ved egne opkøb af jord, med samarbejdspartnere og i enkelte tilfælde i samarbejde med boligforeninger - men ikke licitationer, siger Niels Christian Dahl. Eurodan vil gennemføre de tæt/lave projekter med typisk 10-30 boligenheder, ofte i periferien af de større byer.

 

Problemer i østselskab
Det seneste årsregnskab dækker en del af 25 års jubilæumsåret, og det bliver fejret med den bedste indtjening i den seneste halve snes år. Omsætningsstigningen følger vækststrategien, og overskuddet følger pænt med op. Dog ligger hele 15,9 mio. kroner af resultatet før skat i eurodan-huse, vest a/s, mens det omtrent lige store østselskab kun præsterer et overskud på knap 2,5 mio. kroner. - Det er på ingen måde, fordi mulighederne ikke er der i øst, men vi har måttet gennemføre en opstramning af procedurerne i selskabet og har i den forbindelse haft en rimelig stor personaleudskiftning, vurderer Niels Chr. Dahl og fortsætter: - Vi har øget vækst i vestregionen, der er godt trimmet til yderligere vækst, og har nu fået stabiliseret ledelsen i øst fuldstændig, så også den er på rette vej, spår direktøren.

Potentiale i jyske byer
Det danske parcelhusmarked er på ca. 8000 nye huse årligt, og eurodan-huse erobrer markedsandele over det meste af landet. I Sønderjylland bygger selskabet 15-20 pct. af de nye huse, og den andel forfølger sælgerne i det øvrige land også. - Vi har fortsat potentialer en række steder i landet. Vi er ikke så stærke i Esbjerg- og Varde-området, ligesom vi betragter Herning som et stærkt vækstområde, som vi gerne vil gøre mere ved. Det kunne blive med et salgskontor, siger Niels Christian Dahl. Eurodan-koncernen byggede på et tidspunkt i Tyskland, men Niels Christian Dahl tvivler på, at virksomheden nogensinde igen vil binde an med at bygge boliger i udlandet. Forbindelseslinjerne bliver dårligere, jo længere væk man bevæger sig, og med det fortsat kriseramte tyske byggeri er det oplagte marked uinteressant. Derimod har eurodan lige bygget til sig selv ved hovedsædet i Rødekro, hvor medarbejderne rykker ind i 600 kvm ny administration og dermed får næsten dobbelt så megen plads som tidligere. Ud over byggeselskaberne driver koncernen JN Production A/S i Kolby i Thy, hvor der produceres døre og vinduer, samt inventarfirmaet WEGA samme sted.

BESTIL KATALOGET
DIREKTE TIL DIN POSTKASSE
Bestil vores lækre katalog, og få det leveret lige til døren. Det er gratis og helt uforpligtende!

Hjemmesiden anvender cookies. Vi bruger dem primært til trafikmåling, re-marketing og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her

close