Solfangere

Solens energi

 

Solens energi kan indfanges på mange måder, og solfangeren er én af mulighederne.

Alt det gode fra solen

Typisk bruger solfangeren energien fra solen og opvarmer en væske, der består af en blanding af vand og frostvæske, som løber ned i varmtvandsbeholderen og afgiver varmen til brugsvandet. Derefter løber væsken tilbage til solfangeren og bliver varmet op gang på gang, så vandet kan bruges til f.eks. bad og opvask sidst på dagen og om aftenen. Solfangeren tilkobles husets almindelige varmtvandsbeholder, som så fungerer som et supplement til husets øvrige opvarmning, som typisk vil være fjernvarme, gas eller en form for varmepumpe. Det er et forholdsvist simpelt system - og det reducerer omkostningerne til energi år efter år.

Med et kvalitetssolfangersystem vil du kunne dække op til 70 % af varmtvandsforbruget og dermed spare store beløb hvert eneste år. Derudover er det muligt at tilkøbe et 'kit-sæt' (en veksler og en ventil), som gør det muligt at fastsætte en afgrænset temperatur på eksempelvis 50 grader på beholderen til det varme brugsvand. Når beholderen har opnået de 50 grader og fortsat genererer varme, så bruges overskudsvarmen til opvarmning af selve huset via gulvvarmeanlægget, hvorved der spares yderligere penge.

Optimal udnyttelse af solen
Almindeligvis vil 4-6 m² solfangere på taget kunne forsyne et almindeligt typehus med varmt brugsvand. Ligeledes vil det være muligt at slukke fyret tidligt på foråret - for så at tænde senere på efteråret - uden at miste det varme brugsvand. Solfangerne ligger ovenpå tagmaterialet og vil typisk ligne et ovenlysvindue set udefra. For optimal udnyttelse af solfangerne placeres de på den syd- eller vestvendte del af taget og uden skygge og med en hældning på 25-45º.

Et solfangeranlæg er en pålidelig, enkel og omkostningseffektiv løsning til et nyt lavenergihus, samtidig med at din familie reducerer CO2-udledningen.