Byggevirksomheder søger i stigende grad udenlandsk
arbejdskraft
Markedet for danske bygningshåndværkere er ved at
være støvsuget og derfor søges udenlandsk arbejdskraft.
Byggefirmaet eurodan-huse har gode erfaringer med tyske
håndværkere.
Byggeriet sætter rekord, og der er ikke nok danske
håndværkere til at udføre arbejdet
Brancheforeningen Dansk Byggeri forventer, at det
private nybyggeri i 2006 vil nå det højeste niveau siden 1979. På
trods af stigende rente og aftagende effekt af såvel forårspakken
som stormen den 8. januar 2005 forventer Dansk Byggeri, at
nybyggeriet vil sætte rekord til næste år. Byggeboomet har
resulteret i en stadigt stigende mangel på faglærte håndværkere, og
derfor ansætter byggevirksomhederne i Sønderjylland i større omfang
håndværkere fra Nordtyskland og Polen for at få dækket deres behov
for arbejdskraft.
eurodan-huse har stor glæde af at benytte
tyske håndværkere
Det gælder blandt andet Danmarks førende typehusfirma
eurodan-huse. Direktør for eurodan-huse vest a/s, Reimer Olsen,
fortæller: "Vi regner med at udvide medarbejderstaben alene i
Jylland og på Fyn med 10-20 procent i 2006. Det svarer til 25-30
ansatte. Vi samarbejder gerne med tyske håndværkere. Kravene til
dem er de samme som ved ansættelse af danske håndværkere. De skal
være kvalitetsbevidste og holde deres aftaler, da det er vigtigt
for at os at overholde vores tidsplaner."
Stor ledighed i Tyskland
I Tyskland er der er en eksplosivt stigende ledighed inden for
faglærte håndværkere, hvor byggeriet er gået i stå. Så Danmark er
attraktiv - ikke mindst fordi afstanden herop ikke er særlig lang
for en tysk håndværker. De tyske håndværkere har via medieomtale
samt mund-til-mund metoden hørt, at eurodan-huse mangler
håndværkere. Reimer Olsen fortæller endvidere: "Vi søger primært
faglærte tømrer- og murersvende til arbejde i 2-3 mandssjak. Alene
i tidsrummet december 2005 og januar 2006 har eurodan-huse indgået
samarbejde med ikke mindre end 10-15 tyske håndværkere, og vi får
dagligt henvendelser."
Ordnede forhold
Kaj Paulsen, planlægger hos eurodan-huse vest a/s, står for
etableringen af samarbejdsaftalen med de tyske håndværkersjak og
byggefirmaet. Han udtaler: "eurodan-huse samarbejder med de tyske
håndværkersjak på samme vilkår som vores danske underentreprenører.
Vi oplever samarbejdet meget positivt. De er pligtopfyldende og har
en god og fleksibel arbejdsindstilling. Deres krav til firmaet er
ordnede forhold, masser af arbejde og en korrekt afregning - og
disse krav kan vi sagtens imødekomme." Han fortæller endvidere: "De
tyske håndværkere arbejder indtil videre i Jylland og på Fyn. Da en
del af de tyske håndværkere ikke taler dansk, kan der til tider
opstå små forståelsesproblemer, men det er primært på Fyn og
længere oppe i Jylland. Det er dog ikke værre, end at vores
byggeledere eller planlæggere fra hovedkontoret i Sønderjylland kan
afhjælpe dette, da de alle taler godt tysk. Vi har kun gode
erfaringer med de nye arbejdsrelationer med det danske og tyske
arbejdsmarked og kan sagtens anbefale andre at bruge tyske
håndværkere," slutter Kaj Paulsen af.