eurodan-huse overtager nu roret efter 31 år med John Møller
Nielsen som ejer af JN Production A/S.
Efter godt 31 år som grundlægger, ejer og direktør
har John Møller Nielsen besluttet af sælge virksomheden JN
Production A/S til samarbejdspartneren eurodan-huse. eurodan
koncernen har gennem de seneste år været medaktionær i JN
Production, og med driftsselskaberne eurodan-huse øst a/s og
eurodan-huse vest a/s er de den største enkeltkunde hos JN
Production.
John Møller Nielsen, som startede JN Production A/S i
1974, udtrykker tilfredshed med, at eurodan-gruppen har ønsket at
videreføre virksomheden med dens 75 arbejdspladser fra lokalerne i
Koldby. John Nielsen fortæller: "Jeg har gennem alle årene været
glad for den forankring, virksomheden har i lokalsamfundet, og ser
frem til også at kunne følge den fremover, nu hvor jeg har
besluttet at søge nye udfordringer." John og hans hustru Birte har
gennem alle årene været aktive i virksomheden, hvor John har
fungeret som direktør og Birte som regnskabschef. Der bliver nu
bedre tid til for parret til at dyrke deres interesser efter en
årerække med lange arbejdsdage.
Gode muligheder
Niels Chr. Dahl, grundlægger, ejer og koncerndirektør af eurodan
koncernen, udtrykker ligeledes sin tilfredshed med den indgåede
aftale. "Vi har nu muligheden for fremover at udvikle virksomheden
under hensyntagen til både eurodan-huses behov og behovene fra de
øvrige kunder. Derigennem opnår vi en tæt kontakt til udviklingen
indenfor såvel inventar- som vinduesbranchen.
Dette er et aktiv, der kan bidrage yderligere til, at
vores huse til stadighed bevarer det høje niveau - både hvad
arkitektur og indretning samt design angår," fortæller den nye
direktør N.C. Dahl. Bekendtskabet mellem N.C. Dahl og John Møller
Nielsen går langt tilbage, da de har begge rødder i Thy, hvor de i
60'erne gennem et par år var kolleger i en lokal
tømrervirksomhed.
75 medarbejdere får ny administrerende
direktør
N.C. Dahl vil fremover varetage posten som administrerende direktør
i virksomheden. Fabriksdirektør og daglig leder bliver den 40-årige
Kurt Sohn, der igennem 8 år har været salgschef i virksomhedens
vinduesafdeling.
"Vi har med vores produkter "Thybo vinduer" og "Wega
Køkken & Bad" alle muligheder for at øge vores markedsandele,"
udtaler Kurt Sohn, der efter mange års tæt samarbejde med John
Nielsen føler sig godt rustet til at være daglig leder af
virksomheden. "Vi har et engageret og dygtigt personale, der altid
er villige til at yde en ekstra indsats, så jeg glæder mig til
yderligere at udvikle samarbejdet med eurodan-huse samtidig med, at
vi til stadighed opsøger nye kunder og udvikler vores franchise
kæde "Wega Køkken & Bad".
Læs mere om firmaet JN Production på: http://www.jnp.dk/