Byggefirmaet eurodan-huse har besluttet at donere
1.000 kr. pr. medarbejder i koncernen
Flere firmaer forsøger via penge- og
materialedonationer at hjælpe de efterladte efter katastrofen i
Asien. eurodan-huse vil gerne yde sit.
Koncerndirektør og grundlægger af eurodan-huse, Niels
Christian Dahl, begrunder firmaets donation med, at katastrofen i
Asien er så ubegribelig og sørgelig en tragedie, som alle hos
eurodan-huse er blevet dybt berørt af. "Vi ser det derfor som en
selvfølge at ville bidrage til hjælpearbejdet. Donationen, der i
alt beløber sig til 175.000 kr., skal ses i lyset af, at vi som
byggefirma naturligvis vil yde vores for, at de familier, der i et
splitsekund er blevet hjemløse, hurtigst muligt bliver genforenet i
egen bolig," siger koncerndirektøren.
eurodan-huse har valgt at skænke hele beløbet til
Folkekirkens Nødhjælp. Niels Christian Dahl fortæller, at valget
netop er faldet på Folkekirkens Nødhjælp, da det er vigtigt for
eurodan-huse at skænke beløbet til en organisation, der vil
formidle det fulde beløb videre til katastrofeområdet. "Vi er
blevet kontaktet af flere forskellige hjælpeorganisationer, men har
efter nøje overvejelser vurderet, at vores donation vil gavne mest
hos netop denne hjælpeorganisation."
Folkekirkens Nødhjælp anvender donationerne til det
akutte hjælpearbejde, der bl.a. består i uddeling af mad, rent
vand, gryder, tæpper, madrasser og mælk til babyer, men
organisationen er også i gang med at planlægge en længerevarende
indsats, der skal hjælpe de ramte familier. Familierne har mistet
deres hjem og skal finde et tag over hovedet. Børnene står uden
skole og skolebøger og dermed muligheden for at vende tilbage til
en normal hverdag. I landsbyerne skal der sørges for, at de igen
kan få rent vand, og at brøndene ikke bliver forurenet, og det er
en sag, som eurodan-huse meget gerne vil støtte.
Niels Christian Dahl slutter med at påpege: "Det er
vigtigt, at vi ved sådanne umenneskelige tragedier, tager medansvar
og alle giver en hjælpende hånd med i det omfang, man formår for at
forbedre de tragiske forhold, som disse traumatiserede familier nu
desværre skal leve under i en rum tid endnu."